Nykøbing S. Badmintonklub godt i gang

 

Det syder af aktivitet i badmintonhallen i Nykøbing.

Tirsdag d. 15. august samledes UngdomsSpillerUdvalget, som for 2017/18 består af: USU-formand Nils Sander, næstformand Sif Orbesen, sekretær Anne-Mette Gideon,  Mogens Elmer Nielsen, Vesti Larsen, Niels Bo Larsen, Thure Jørgensen, Michael Grütter, Brian Jespersen, Tove Rekkov, Hjørdis Poulsen, Kristine Grütter og Tine Hansen.

Her blev alt planlagt i grove træk, og USU-medlemmerne fik alle nogle opgaver, som de er ansvarlige for. Opgaver i sæsonens løb kan f.eks. være forældremøde, breddestævne, børn/forældreaften, træningslejr med overnatning, juleafslutning, bowlingaften og klubmesterskaber.

Den første større opgave er allerede effektueret søndag d. 1. oktober. Her arrangerede Tine Hansen og Nils Sander sæsonens første breddestævne for begyndere og spillere uden turneringserfaring. Der er 6 klubber med i dette arbejde, og hver enkelt klub arrangerer en turnering i sæsonens løb. Klubberne, der er gået sammen om disse turneringer er: Vipperød, Vallekilde Hørve, Tuse Næs, Jernløse, Bukkerup og Nykøbing.

Der blev denne søndag spillet badminton på livet løs, og forældrene fik gratis kaffe til at dulme nerverne med. Først spiller man i grupper efter lodtrækning og senere bliver man så delt ind i puljer afhængigt af hvordan gruppespillet  gik. Så er man sikret modstandere på ens eget niveau i de afgørende puljekampe. Fra 10 - 17 blev der spillet 55 kampe af de 20 deltagere fra Jernløse, Vallekilde Hørve og Nykøbing.

I U09/U11 klassen blev den samlede vinder Aron Hansen fra NB. Sølv til Marcus Blicher NB og bronze til Agnes Jespersen. I pulje 2  og 3 blev guldvinderne hhv. Andreas Bathum VHG og Noah Schultz VHG. Hos de ældre U13/U15 spillere blev fordelingen i pulje 1: guld Rasmus Juul NB, sølv Lucas Asanez Jernløse og bronze Magnus Henriksen VHG. i Pulje 2 og 3 blev guldvinderne hhv. Magnus Petersen Jernløse og Asbjørn Olsen NB.

Den almindelige klubtræning gik i gang tirsdag d. 5 september, men i det meste af august havde en del turneringsspillere allerede  været i gang med træningen for at være klar til de første åbne turneringer i august måned. En del spillere rykkede op i en højere række sidst på sæsonen, så de skulle ud at prøve kræfter i den nye stærkere række. Ud af små 60 ungdomsmedlemmer er de 22 klassificerede spillere, som skal op at hænge på "Wall of Fame" i hallen. Det forventes naturligvis, at der hænger et højere antal, når sæsonen er ved at gå på hæld. Ja, dette tør USU-formand Nils Sander ligefrem godt garantere!

Spillere som  Andrea Højer Jørgensen U17 C, Thomas Gideon U15 B, Jonathan Hviid Østergaard U13 B, Gustav Petersen U13 B, Igor Renault U13 C, Noor Meldgaard-Heijnsdijk U13 C, Karoline Højer Jørgensen U13 C, Magnus Hansen U11 B, Emma Manhart U11 B, Elias Grant Jørgensen U11 B, Aksel Grütter U11C og Alfred Grütter U09 D har allerede deltaget i op til flere turneringer.

Mest succesrigt er det gået den nybagte U11 B-spiller Emma Manhart, som har formået at indtage 3 andenpladser i de første tre turneringer. Der er allerede skrabet en del point sammen til en sandsynlig oprykning til A-rækken, som er Danmarks stærkeste række inden for U11-genren, i løbet af sæsonen.

Den nybagte U13 B-spiller Gustav Pedersen har i sin første B-turnering i Herlufsholm spillet sig til en andenplads i hs, og så er han endda kun førsteårs-U13´er. U11- spilleren Magnus Hansen brugte august måned til at spille 3 C-turneringer, for så at rykke op i B-rækken. Den nyoprykkede U11 C-spiller Elias Grant Jørgensen indtog en flot førsteplads i hs ved Vallekilde-Hørves stævne - og han er kun førsteårsspiller, og  endelig har sidste sæsons bronzemodtager ved landsmesterskaberne i U13 D Karoline Højer Jørgensen  overført de gode takter til C-rækken ved i ds at blive nr. 2 i Hillerød og vinde i Vallekilde-Hørve.

Jo vist er der grøde i ungdomsafdelingen i Nykøbing S. Badmintonklub. Og der bliver arbejdet hårdt for at leve op til sidste års succes ved sjællandsmesterskaberne, hvor Nykøbing indtog en fantastisk 6.-plads blandt alle Sjællands badmintonklubber. Men mon ikke det lykkes at holde fanen højt endnu engang.

 

Venlig hilsen

Nils Sander

 

Nykøbing Sjælland Badmintonklub | Savværksvej 1A | 4500 Nykøbing Sj. | Tlf.: +45 51 23 27 74