29.11.2022
Nykøbing Badmintonklub nyheder
Mulighed for familiemedlemskab i weekends
Bestyrelsen har igangsat et nyt initiativ; nemlig et familiemedlemskab. Her kan familien melde sig ind samlet for kr. 1500 årligt. Er der i forvejen en i familien der er aktivt medlem, så gives der en ekstra rabat på kr. 500. Med et familiemedlemskab kan familien spille fredag mellem 14 og 19 samt lørdage og søndage mellem 9 og 17.
Se mere på vores hjemmeside.
Vi skal spare på energien!
Vi bruger mange penge på belysning og opvarmning af hallen. Derfor drøfter bestyrelsen hvordan vi kan spare. En ting er at vi alle skal blive bedre til at slukke lyset når vi forlader omklædningsrum og toiletter. Noget andet er at se på vores belysning. Alene i hallen har vi mere end 100 lysstofrør. Dem håber vi at kunne udskifte til LED-rør inden for de næste måneder. Dermed kan vi reducere el-forbruget til belysning af hallen med ca. 50%. Vi er opmærksomme på, at LED giver et andet lys, men det håber vi at vi kan tage højde for.
Kan du hjælpe et par timer i weekenden 2. – 3. december???
Vi udlåner hallen til 3 arrangementer: Fredag den 1. holder Odsherred kommune julefrokost; lørdag den 2. er det Granhøjens tur og søndag den 3. afholder Nykøbing Sj. Varmeværk informationsmøde. Det betyder at vi skal sørge for pålægning af tæpper, opstilling af borde og stole m.m. samt oprydning/støvsugning mellem de forskellige arrangementer. Lone har sat tilmeldingssedler op til de enkelte opgaver. De enkelte opgaver kan klares på et par timer. Det vil være rigtigt rart hvis du vil give en hjælpende hånd – og dermed sikre en indtægt til vores klub.
Træningslejr for ungdomsspillere
Ungdomsafdelingen planlægger en 2 – dages træningslejr i vores badmintonhal i dagene 4. og 5. marts. Mere information følger, men sæt X i kalenderen allerede nu!
Brunch for frivillige søndag den 19. marts, kl. 10 – 12
Bestyrelsen inviterer alle jer, der yder en uvurderlig indsats for klubben, til en lækker og hyggelig brunch. Så hvis du har deltaget i f.eks. arbejdet omkring tømning af Lions container, ”Gartnerholdet”, Bjerg Grandprix, Honky tonk…..eller en af de mange andre frivillige opgaver, så sæt en stort X i kalenderen ved den 19. marts!!!
Ny aktivitet i sæson 23/24????
I bestyrelsen har vi lige nu overvejelser om at udvide klubbens tilbud med en helt ny sport; nemlig pickle-ball. Dette spil er en blanding af tennis, badminton og bordtennis!.....og spillet vokser uhæmmet i USA. Det spilles på en badmintonbane, men med nettet sat ned i tennis-højde.
Foreløbig har vi besluttet at indkøbe lidt ”test-udstyr” for at afprøve konceptet. Hvis dette falder heldigt ud, vil vi tilbyde det som en ny aktivitet fra sæsonstart i september 2023.
Bestyrelsen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.
Vh
På bestyrelsens vegne, Hans-Jørgen Olsen, formand
|